Alle URL'er relateret til SKJVB-projektet, men ikke begrænset til: BIBELN.ONLINE - BIBELBIBLIOTEKET.SE, bruger cookies for at sikre, at du får den bedst mulige oplevelse, når du besøger sitet. Se vores privatlivspolitik for mere information om dette. Klik på "Jeg accepterer" for at give samtykke til brugen af ikke-essentielle cookies.
AvfärdaJag håller med
Artikelserie: Kætterier, der skal forkastes.Del 1 Calvinisme
En undersøgelse af calvinistisk determinisme (forudbestemmelse)
Denne artikel argumenterer for, at Bibelen tydeligt lærer, at mennesket har en reel vilje, og at det holdes ansvarligt for, hvordan det reagerer på Guds kald til frelse.
Del 1
En Bibelsk undersøgelse af menneskets ansvar og Guds nåde
Spørgsmålet om menneskets frie vilje i forhold til frelse er et af de mest omstridte i kristen teologi. På reformationstiden blev Luther og Erasmus sat op mod hinanden i en konfrontation, der har været afgørende for den videre behandling af spørgsmålet. I vores tid støder vi på en lignende spænding i mødet mellem calvinistisk determinisme og klassisk evangelisk-luthersk tro.
Illustration: John Calvin
Kalvinisme
Calvinisme er en teologisk doktrin inden for protestantisk kristendom baseret på den franske reformator Johannes Calvins (1509-1564) fortolkninger af Bibelen. Den er især forbundet med reformert teologi og udgør en vigtig del af den reformatoriske arv. Her er nogle af calvinismens nøglepunkter, som ofte sammenfattes i de såkaldte "fem punkter « (TULIP på engelsk)
1 Total fordærvelse (Total Depravity):
Mennesket er fuldstændig faldet i synd og kan ikke vælge Gud af egen fri vilje
2Ubetinget betegnelse (Unconditional Election):
Gud har med sin suveræne vilje udvalgt nogle til frelse - ikke på grund af noget, de har gjort
3Begrænset afstemning (Limited Atonement):
Jesus døde kun for de udvalgtes synder, ikke for alle mennesker uden undtagelse.
4Uimodståelig nåde (Irresistible Grace):
Når Gud kalder nogen til frelse, kan denne person ikke modstå hans nåde
5De Helliges udholdenhed (Perseverance of the Saints):
De, der virkelig er frelst, vil blive bevaret af Gud og ikke falde fra troen.
Calvinismen fremhæver således Guds suverænitet, forudbestemmelse og Guds nåde som afgørende for menneskets frelse.
Forudbestemmelse
Har mennesker en fri vilje?
»Viljen er slavebundet, men troen forener mennesket med Kristus, og i Kristus bliver det frit.«
Martin Luther De Servo Arbitrio (Om den trælbundne vilje)
1.
En sand vilje, men ikke frelsende i sig selv
Bibelen skildrer ikke mennesket som passivt ler uden moralske evner Der står ganske vist, at vi er »døde i vore synder« (Efe 2,1), men det betyder ikke, at vi ikke er i stand til at reagere på Guds kald. Guds nåde virker gennem Ordet til at kalde, overbevise og drage mennesker til sig (Joh 12,32; Tit 2,11). Samtidig lærer Bibelen, at der er et reelt ansvar
»Og I vil ikke komme til mig, så I måtte ha’ liv.« (Joh 5:40)
Jesus siger ikke, at de ikke kunne, men at de ikke ville. Menneskets problem er viljen, men det er en ægte vilje, som Gud kalder til omvendelse.
»Og tiderne med denne uvidenhed har Gud båret over med; men befaler nu alle mennesker alle steder at angre:« (Apostlenes Gerninger 17:30)
2.
Evangeliet som et reelt tilbud
Calvinismens logik underminerer Bibelens opfordringer til omvendelse og tro. Hvis Gud allerede har besluttet, hvem der skal frelses, er det så ærligt af Jesus at råbe:
»Hvis der er en mand der tørster, lad ham komme til mig, og drikke.« (Joh 7:37)
»Som vil ha’ at alle mennesker skal bli’ frelst, og at komme til kundskaben om sandheden.« (1 Tim 2:4)
»Ved at ha’ forløst dig ud fra folket, og fra Hedningerne, til hvem jeg nu sender dig, For at åbne deres øjne, og for at vende dem fra mørke til lys, og fra Satans myndighed til Gud, så de må modtage syndernes tilgivelse, og arv blandt dem som er helliggjort via tro der er på mig.« (Apostlenes Gerninger 26:17-18)
Hvis viljen er irrelevant, er disse råb til mennesket kun tilsyneladende. Men Bibelen lærer, at evangeliet er et reelt tilbud, som skal modtages i tro:
»Så hvis du bekender Herren Jesus med din mund, og tror i dit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde, bli’r du frelst.« (Ro 10:9)
3.
Gud dømmer ikke uden grund
Et af de stærkeste argumenter for, at mennesket har en reel vilje, er, at Gud dømmer mennesket for dets synd
»Og dette er fordømmelsen, at lys er kommet ind i denne verden, og mennesker elskede mørke fremfor lys, fordi deres handlinger var onde.« (Joh 3:19)
Hvis Gud havde forudbestemt hver enkelt synders skæbne, ville dommen ikke være retfærdig, men tyrannisk. Men Bibelen understreger, at mennesket selv »ikke har nogen undskyldning« (se Rom 1,20).
4.
Guds nåde og menneskets ansvar
Det er sandt, at frelsen er af nåde, ikke af os selv (Ef 2,8-9), men denne nåde møder os som et tilbud, vi kan tage imod eller afvise.
»I stivnakkede og uomskårede i hjerte og ører, I gør altid det at I modvirker den Hellige Ånd: som jeres fædre gjorde, sådant gør I.« (Apostlenes Gerninger 7:51)
At modstå Guds Ånd ville være meningsløst, hvis ingen kunne modstå ham. Men Bibelen viser, at Gud arbejder i frihed og kalder til tro, men ikke med magt. Det stemmer også overens med, at Gud 'trækker' i mennesket (Joh 6,44), ikke slæber.
5.
Hvad Luther egentlig mente med »fri vilje«, hans bog:
»Om den trælbundne vilje« (De Servo Arbitrio, 1525)
Det er rigtigt, at Luther i sin bog »Om den trælbundne vilje (De Servo Arbitrio, 1525)« stærkt kritiserede ideen om den frie vilje i forbindelse med frelse. Men hans definition af 'fri vilje' adskiller sig fra, hvordan moderne evangelikale og lutheranere ofte bruger udtrykket. Luther benægtede, at mennesket i sin faldne tilstand kunne påbegynde frelsesprocessen på egen hånd. Men han bekræftede, at mennesket, efter at være blevet kaldet af Ordet, kunne modtage nåden:
»Det er ikke mennesket, men Guds Ånd, der skaber tro gennem forkyndelsen af evangeliet.« - Martin Luther
Luther skriver også:
»Hvis Gud drager os ved sin Ånd, og Ordet forkyndes, så vækkes viljen til at tro og tage imod i mennesket.« - Martin Luther
Luther var således klar over, at Gud bruger midler - især Ordet - til at skabe tro Det er ikke et spørgsmål om, at mennesket er et hjælpeløst objekt uden vilje, men snarere at det ikke kan omvende sig, uden at Gud først søger det. Så der er plads til reel menneskelig respons - og dermed ansvar - men uanset hvad Martin Luther mente om sagen, advares vi mennesker om ikke at følge mennesker
6.
Har Gud en fri vilje - selv om han ikke kan lyve?
Denne skræmmende påstand - at selv Gud ikke har »fri vilje« eller »frit valg« er blasfemisk - Ja, tro det eller ej, der er dem, der seriøst hævder, at Gud ikke har fri vilje, fordi han »ikke kan lyve« (Titus 1:2), men dette er baseret på en misforståelse af både frihed og Guds hellige natur Det er sandt, at Gud ikke kan lyve - men det er også sandt, at Gud er hellig, retfærdig og uforanderlig. Men det betyder ikke, at Gud er ufri - tværtimod. Det viser, at Guds vilje er helt fri for syndens begrænsninger.
Gud kan ikke lyve - ikke fordi han er uskyldig, men fordi han er fri for synd (1 Jo 1,5).
Djævelen lyver - ikke fordi han er fri, men fordi han er bundet af løgne (Joh 8,44).
Når Bibelen siger, at Gud ikke kan lyve (Titus 1,2), eller at han ikke kan fornægte sig selv (2 Timoteus 2,13), betyder det, at Gud ikke handler i strid med sin hellige natur. Det er ikke en begrænsning, men et vidnesbyrd om hans evige natur.
Det siger Jesus:
»Jeg er vejen, sandheden, og livet:« (Joh 14:6)
At sige, at Gud ikke er fri, fordi han ikke lyver, er at fejlfortolke frihedens natur. At sige, at verset i Titus er et bevis på, at eftersom selv Gud ikke har »fri vilje« eller »frit valg«, kan vi mennesker heller ikke have fri vilje; er ikke kun en løgn, men også en hyldest til djævelen, som så er bedre end Gud, eftersom Satan er fri og kan lyve, men det kan Gud ikke. Spørgsmålet er så: Hvordan kan Gud være sandhed, være hellig og samtidig efterligne djævelen, eftersom løgnen er djævelens, løgnens fader? Nej, Gud vælger altid det gode - ikke fordi han er tvunget til det, men fordi han er fri til at gøre det.
»Nu er Herren den Ånd: og dér hvor Herrens Ånd er, er der frihed.« (2 Korintherbrev 3:17)
7.
At »modtage« - et udtryk for ansvar og tilgængelig frelse
Bibelen taler gentagne gange om, at mennesket modtager evangeliet, modtager forsoningen, modtager Kristus Dette sprog viser, at frelsen ikke er påtvunget nogen - den modtages ved tro, hvilket kræver et svar
»Men Gud viser sin kærlighed overfor os, i at, Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. [...] da vi var fjender, skal vi meget mere, bli’ frelst via hans liv, ved at være forsonet.« (Ro 5:8-11)
»Og alle ting er fra Gud, som har forsonet os til sigselv via Jesus Kristus, [...]. vi beder jer i Kristus’ sted, vær I forsonet med Gud.« (2 Korintherbrev 5:18-20)
Paulus siger det selv i 1 Korintherbrev 15:
»Desuden, brødre, bekendtgør jeg det evangelie til jer som jeg prædikede for jer, som I også har modtaget, og hvori I står; [...] Via hvilket I også er frelst,« (1 Korintherbrev 15:1-2)
Her ser vi, at frelsen sker gennem en aktiv modtagelse - ikke en passiv tildeling. Paulus siger også om sig selv:
»For først af alt forløste jeg det til jer som jeg også modtog, ...« (1 Korintherbrev 15:3)
Udtrykket »modtog« forudsætter samarbejde med nåden - ikke at vi frelser os selv, men at vi ikke gør modstand mod den (jf. ApG 7,51).
Bibelen bruger også udtryk som "alle › og ‹hvem som helst « for at vise, at evangeliet er tilgængeligt for alle mennesker:
»For sådant elskede Gud denne verden, at han gav hans eneste avlede Søn, så hvemsomhelst der tror på ham ikke skulle forulykke, men ha’ evigvarende liv.« (Johannes 3:16)
»For hvemsomhelst der skal kalde på Herrens navn skal bli’ frelst.« (Ro 10:13)
Disse vers viser, at tilbuddet om frelse ikke er begrænset til nogle - det er tilgængeligt, men skal modtages.
Jesus bekræfter dette i sin undervisning:
»Gå I ind via den snævre port: for vid er porten, og bred er vejen, der leder til destruktion, og der er mange som går ind ad den vej. For snæver er porten, og smal er vejen, som leder til liv, og der er få der finder den.« (Matthæus 7:13-14)
Det betyder, at frelsens vej er reel, men ikke alle går den. Kun få finder den - ikke fordi de ikke må tro, men fordi de ikke vil.
Gud giver valget, mennesket svarer
Falsk religion - som islam og deterministisk calvinisme - har en tendens til at benægte menneskets ansvar ved at reducere det til et passivt instrument for Guds vilje. Bibelen viser en anden balance: Gud kalder og handler suverænt, men mennesket må reagere Tro er ikke en præstation, men et reelt svar
»Mens det er sagt, I dag hvis I vil hører hans stemme, forhærd ikke jeres hjerter, som i provokationen.« (Hebr 3:15)
Det er ikke enten Guds nåde eller menneskets reaktion. Det er Guds nåde, der virker, så mennesket kan tro - men det er mennesket, der tror. Og det er derfor, det er et sandt evangelium.
Del 2
Calvinisme og islam i lyset af den kristne frelseslære
Spørgsmålet om, hvordan Gud frelser mennesket, har altid stillet mennesker over for dybe teologiske spørgsmål. To systemer, der ofte påberåber sig Guds suverænitet og forudbestemmelse, er calvinismen i kristendommen og islams teologi. Begge hævder, at intet sker uden for Guds vilje, og at mennesket er fundamentalt afhængigt af Gud for at blive frelst. Men bag disse overfladiske ligheder er der dybe og afgørende forskelle, ikke mindst i, hvordan frelsesvejen forstås og formidles
Guds suverænitet og forudbestemmelse
Både calvinismen og islam understreger, at Gud er absolut suveræn. Calvinismen lærer, at Gud fra evighed af har forudbestemt, hvilke mennesker der skal frelses ('ubetinget udvælgelse'), og at denne vilje ikke kan modstås ('uimodståelig nåde'). Den er baseret på tekster som Romerne 9:18:
»Derfor har han barmhjertighed med dem han vil ha’ barmhjertighed med, og dem han vil forhærder han.« (Ro 9:18)
I islam er troen på skæbnen (al-Qadar) en af de seks søjler i troen. Allah er den, der guider eller leder i overensstemmelse med sin vilje:
"Allah leder, hvem han vil, og fører, hvem han vil « (Koranen 14:4).
Det betyder, at både tro og vantro i sidste ende er underlagt Guds vilje.
Frelsens natur og tilgængelighed
En afgørende forskel mellem disse systemer og traditionel evangelisk kristendom ligger i den måde, hvorpå frelsen gøres tilgængelig for mennesket. Ifølge calvinismen døde Kristus kun for de udvalgte ('begrænset forsoning'). Det betyder, at Jesu død ikke var et universelt tilbud til alle mennesker, men en effektiv forsoningshandling for et specifikt antal.
På den anden side afviser islam fuldstændig ideen om forsoning gennem ofre. Ingen andre kan bære nogens synd:
"Ingen sjæl skal bære en andens byrde « (Koranen 6:164).
Frelse handler her om at tro på Allah, gøre gode gerninger og forhåbentlig få del i Guds barmhjertighed. Den traditionelle kristne frelseslære, som den f.eks. kommer til udtryk i Romerbrevet 3:23-25, understreger, at alle mennesker er syndere:
»For alle har syndet, og mangler Guds herlighed; Ved frit at være retfærdiggjort via hans nåde gennem forløsningen der er i Kristus Jesus: Ham som Gud har sat frem til at være en soning gennem tro på hans blod, for at erklære hans retfærdighed for syndseftergivelse der er vedtaget, gennem Guds overbærenhed;« (Ro 3:23-25)
Kristus er blevet fremstillet som et forsoningsoffer i sit blod, og det tilbydes gratis til alle, der tror.
»For sådant elskede Gud denne verden, at han gav hans eneste avlede Søn, så hvemsomhelst der tror på ham ikke skulle forulykke, men ha’ evigvarende liv.« (Joh 3:16).
Syndens natur og behovet for forsoning
Calvinismen og den traditionelle kristendom deler læren om arvesynden. Mennesket er fordærvet af natur efter syndefaldet og ude af stand til at vende sig til Gud på egen hånd ('totalt fordærv'). Islam benægter dette: Mennesket er født uskyldigt, men er svagt og tilbøjeligt til at synde. Derfor er der ikke behov for, at Kristus dør for menneskets synder i islamisk teologi, da hver enkelt person kun er ansvarlig for sine egne valg.
Tematisk sammenligning
1.
Frelsens tilgængelighed
Calvinisme: Kun de udvalgte kan blive frelst. Guds kald er uimodståeligt.
»Intet menneske kan komme til mig, medmindre Faderen som har sendt mig drager ham:..« (Joh 6:44).
Islam: Frelse gives til dem, der tror, gør gode gerninger og underkaster sig.
»Men de, der tror og lever retfærdigt, skal komme i Paradis, hvor de skal blive til evig tid « (Koranen 2:82).
Traditionel kristendom: Frelse tilbydes gratis til alle syndere.
»For alle har syndet, og mangler Guds herlighed; Ved frit at være retfærdiggjort via hans nåde gennem forløsningen der er i Kristus Jesus:« (Ro 3:23-24).
»For sådant elskede Gud denne verden, at han gav hans eneste avlede Søn, så hvemsomhelst der tror på ham ikke skulle forulykke, men ha’ evigvarende liv.« (Joh 3:16).
2.
Guds suverænitet og frie vilje
Calvinisme: Gud forudbestemmer, hvem der skal tro; mennesket har ingen fri vilje i spørgsmålet om frelse.
»Derfor har han barmhjertighed med dem han vil ha’ barmhjertighed med, og dem han vil forhærder han.« (Rom 9:18).
Islam: Allah leder eller vejleder, hvem han vil.
»Allah fører, hvem han vil, og lader, hvem han vil, fare vild « (Koranen 14:4).
Traditionel kristendom: Gud ønsker, at alle skal blive frelst, men mennesket skal tro.
»For dette er godt og acceptabelt i Gud vor Frelsers øjne; Som vil ha’ at alle mennesker skal bli’ frelst, og at komme til kundskaben om sandheden.« (1 Timoteus 2:3-4).
»Så hvis du bekender Herren Jesus med din mund, og tror i dit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde,bli’r du frelst.« (Rom 10:9).
3.
Syndens natur
Calvinisme: Mennesket er totalt fordærvet efter syndefaldet.
»Og jer har han vakt til live, som var døde i overtrædelser og synder;« (Efe 2:1).
Islam: Mennesket er født uskyldigt, men er tilbøjeligt til at synde.
»Ingen bærer en andens byrde. Hver mand er ansvarlig for sine egne handlinger« (Koranen 6:164).
Traditionel kristendom: Alle har syndet og mangler Guds herlighed.
»For alle har syndet, og mangler Guds herlighed;« (Ro 3:23).
»For se, ligesom synd kom ind i denne verden via én mand, og død via synd; og sådant kom døden over alle mennesker, eftersom alle har syndet:« (Ro 5:12).
4.
Forsoningen - hvordan bliver man frelst?
Calvinisme: Frelse sker gennem Jesus forsoning - men kun for de udvalgte.
»Jeg er den gode hyrde: den gode hyrde giver hans liv for disse får.« (Joh 10:11).
»..Og jeg lægger mit liv ned for disse får.« (Joh 10:15).
Islam: Ingen forsoning med blod - frelse afhænger af tro, gerninger og Allahs barmhjertighed.
»Ingen sjæl skal bære en anden sjæls byrde. Ingen løsesum skal accepteres fra nogen« (Koranen 2:48).
Traditionel kristendom: Frelsen er en gave gennem Jesus blod til alle, der tror.
»I hvem vi har forløsning gennem hans blod, syndernes tilgivelse, ifølge rigdommene i hans nåde;« (Efe 1:7).
»Han som på træet i hans egen krop bar vore synder i hans eget selv,« (1 Pe 2:24).
5.
Frelsens lager
Calvinisme: Nej - de udvalgte bevares til enden ('de helliges udholdenhed').
Islam:Ja - troende kan miste frelsen, hvis de synder.
"Hvis I viser taknemmelighed, vil jeg give jer mere. Men hvis I nægter, er Min straf i sandhed streng » (Koranen 14:7).
Traditionel kristendom: Nej - mennesket kan falde fra, men frelsen er sikker for alle, der tror.
»Lad derfor ham der tænker at han står fast passe på at han ikke falder.« (1 Korintherbrev 10:12).
Calvinismen og islam er forenet i deres betoning af Guds absolutte suverænitet og forudbestemmelse. De to systemer er i praksis selektive: Frelsen er ikke et universelt tilbud i den forstand, at alle mennesker frit kan tage imod den på Guds betingelser. I stedet er den afhængig af Guds beslutning eller den troendes præstation.
Ja, mennesket har en fri vilje
Den traditionelle kristne frelseslære - som den kommer til udtryk i Romerbrevet 3:23-25 - hviler på to søjler: Alle har syndet, og alle tilbydes frelse gennem Jesus Kristus. Det er ved hans blod, ikke vores gerninger eller forudbestemmelse, at vi bliver retfærdiggjort. Dette budskab er universelt:
»Ham som Gud har sat frem til at være en soning gennem tro på hans blod, for at erklære hans retfærdighed for syndseftergivelse der er vedtaget, gennem Guds overbærenhed;« (Ro 3:25).
»For hvemsomhelst der skal kalde på Herrens navn skal bli’ frelst.« (Ro 10:13).
Til at tænke over:
Hvis calvinismen er korrekt, og frelse kun sker, hvis Gud har valgt en person til at blive frelst uanset deres egen vilje. Betyder det så ikke, at en person, der er dømt til evig straf, kan anklage Gud: At det er hans skyld, fordi han IKKE valgte ham/hende til at blive frelst?
»For sådanne er falske apostle, svigefulde arbejdere, som transformerer demselv indtil Kristus’ apostle.« (2 Kor 11:3)
Vi mennesker er alle syndere, og vi har fået vores frie vilje af Gud til at modstå eller modtage forsoningen til Gud gennem troen på Jesus Kristus.
"Han der tror på Guds Søn har vidnesbyrdet i sigselv: han der ikke tror Gud har gjort ham til en løgner; fordi han ikke troede på optegnelsen som Gud gav om hans Søn. Og dette er optegnelsen, at Gud har givet evigvarende liv til os, og dette liv er i hans Søn. Han der har Sønnen har liv; og han der ikke har Guds Søn har ikke liv. Disse ting har jeg skrevet til jer der tror på Guds Søns navn; så I må vide at I har evigvarende liv, og at I må tro på Guds Søns navn."(1 Jo 5:10-13)
Brug din frihed til at afvise calvinismens forvirring!
Stol på Jesus Kristus' forsoningsværk - tilbudt af nåde og modtaget ved tro; tilgængelig for alle, der tror.
Hvem betaler for din synd, du eller Jesus? Valget er dit!
Yderligere læsning og ressourcer
Martin Luther: Om den trælbundne vilje (De Servo Arbitrio, 1525)
Bengt Hägglund: Troens mønster - et historisk overblik over teologien
Alister McGrath: Christian Theology - An Introduction (om debatten mellem Luther og Erasmus)
Denne artikel er udgivet af: Bibelbiblioteket™.
JesusPay™
Gå ikke glip af Guds gave!
BLIV FRELST I DAG, HVAD VENTER DU PÅ?- TRO!
Uanset dine egne »gode« gerninger eller den måde, du tror, du kan komme i himlen på, hvis det ikke er gennem TROEN på Jesus Kristus' blod og kraften i hans legemlige opstandelse, så tror du på det forkerte. Omvend dig derfor - for Jesus er den eneste vej til himlen, det er kun gennem troen på ham, at du bliver retfærdiggjort og forsonet med Gud til evigt liv!
Tænk over det, hvor svært er det at tage imod en gave?
Se, frelsens dag er kommet
(For han siger, Jeg har hørt dig i en accepteret tid, og på frelsesdagen har jeg hjulpet dig: læg mærke til, nu er den accepterede tid; læg mærke til, nu er frelsesdagen.) - 2Kor 6:2 (DK-KJV)
Så hvis du bekender Herren Jesus med din mund, og tror i dit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde, bli’r du frelst.For med hjertet tror mennesket indtil retfærdighed; og bekendelse er gjort med munden indtil frelse. - Ro 10:9-10 (DK-KJV)
